Sider

fredag den 20. december 2024

JULEAFSNIT 2024: "Babe den kække gris"

Årets julegave til lytterne hylder den danske dubbing af "Babe den kække gris" (Babe the Gallant Pig), Chris Noonans australske familiefilmperle fra 1995.

Afsnittet er optaget live i Cinemateket den 24. februar 2024, hvor vi viste filmens danske version og samlede en del af holdet bag den fremragende dub, som af ukendte årsager aldrig er udgivet på dvd eller Blu-ray.

VIBEKE HASTRUP (Babe), PETER ZHELDER (Ferdinand), TIMM MEHRENS (hanen + casting) og ERIK BJERGFELT (dialoginstruktør) er alle med rette stolte over deres arbejde på filmen. De fortæller, hvordan de på studiet Camp David kæmpede med at ramme den rigtige tone til den ambitiøse hybrid, der blandede levende skuespillere, rigtige dyr og animatronics (mekaniske dukker) med computeranimerede mundbevægelser. 

"Babe den kække gris" blev en fortjent succes, der vandt en Oscar for visuelle effekter og tilmed opnåede en nominering i kategorien Bedste Film. Herhjemme lokkede filmen 375.000 danskere i biografen, hvorimod opfølgeren, "Babe den kække gris kommer til byen" fra 1998, floppede med kun 87.400 besøgende - og det var der god grund til, mener holdet bag begge dubbinger.

Vores gæster deler også gavmildt ud af anekdoter fra deres lange dubbingkarrierer. Blandt andet røber Timm Mehrens, hvorfor han hader at indtale "Teletubbies", og hvordan hans allerførste dubbingjob blev et kultfænomen i Sverige af alle de forkerte årsager. Vibeke Hastrup taler om udfordringerne ved at dubbe fra koreansk og pudsighederne ved at indtale telefonbanksystemer. Erik Bjergfelt mindes en pinlig episode fra dengang, han instruerede Holger Juul Hansen i "Den fantastiske hjemrejse", og Peter Zhelder deler sin forbløffelse over sit møde med en hal fuld af Pokemon-fans.

Sammen med BABE-holdet ønsker vi alle vores lyttere og støtter en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!


fredag den 9. februar 2024

BABE - DEN KÆKKE GRIS (1995): Dansk presseark

Lørdag den 24. februar 2024 kl. 11.00 præsenterer podcasten MED DANSK TALE en særvisning af "Babe - den kække gris" (Babe the Gallant Pig) i Cinemateket. Vi viser filmen i en digital kopi med de originale danske stemmer fra 1995, som aldrig har været udgivet på dvd eller Blu-ray.

Efter filmen er der Q&A, hvor holdet bag filmen fortæller om arbejdet med at fordanske Babes univers: VIBEKE HASTRUP (Babes stemme), PETER ZHELDER (anden Ferdinand), TIMM MEHRENS (hanen/casting) og ERIK BJERGFELT (dialoginstruktør). 

Det vil være muligt at stille gæsterne spørgsmål under snakken, som vil blive optaget til et kommende bonusafsnit af podcasten.

Nedenfor ses det originale danske firesiders presseark til "Babe - den kække gris", som distributøren UIP sendte ud til journalister og redaktioner i forbindelse med danmarkspremieren i december 1995. 

Billetter til arrangementet kan købes nu på Cinematekets hjemmeside. 

> Køb billetter til "Babe - den kække gris" (med Q&A) i Cinemateket 24. februar 2024

mandag den 1. januar 2024

NYTÅRSBONUS 2023: "Den syngende gris"


I dette års nytårsknallert fra MED DANSK TALE fortæller sangeren og skuespilleren DAIMI, hvordan det var at lægge stemme til grisen Georg i den danske udgave af Hanna-Barberas "Charlotte's Web" fra 1973. Filmen kendes nok bedst herhjemme under video- og tv-titlen "Den syngende gris", men ved biopremieren i oktober 1974 hed den faktisk "Tinas tryllespind", hvilket også var titlen på den hørespilsudgave, der udkom på LP og kassettebånd. Allerede i december 1974 optrådte filmen dog under en ny titel i biografannoncerne: "Grisen der dansede". For at gøre forvirringen total var bogen, som filmen var baseret på, udgivet på dansk som "Grisen der fik lov at leve".

Desuden beretter skuespilleren, dubbinginstruktøren og animationsnørden JENS JACOB TYCHSEN om sit varme forhold til netop denne films danske dubbing, som TRINE HEDMAN instruerede på Skandinavisk Tone Teknik i 1974 i THØGER OLESENs oversættelse og med blandt andre ANN-MARI MAX HANSEN, PREBEN KAAS, JYTTE ABILDSTRØM, KARL STEGGER og KJELD NØRGAARD blandt stemmerne.

Dette bonusafsnit består af overskydende materiale fra afsnit 5 af podcasten MED DANSK TALE. Interviewet med Daimi er optaget i Cinemateket i januar 2018, og optagelserne med Jens Jacob Tychsen er fra august 2018.