Versionen med Ghita som Lady er desværre blandt de Disney-dubs, der ikke længere kan købes på video - men vi fik lov at vise filmarkivets indscannede 16mm-kopi med de oprindelige danske stemmer fra 1955. Den næsten udsolgte særforestilling i Bio Carl blev et kært genhør med bl.a. Buster Larsen, Ove Sprogøe, Lise Ringheim og Preben Uglebjerg. ("Lady og Vagabonden" fik indtalt nye danske stemmer til videomarkedet i 1997.)
Efter filmen forklarede Ghita Nørby blandt andet, hvorfor hun dengang kun måtte omtales i filmens souvenirprogram som "anonym elev fra Det Kgl. Teaters elevskole". Som I ser på billederne nedenfor, sørgede vi for at korrigere denne udeladelse 63 år senere!
Uddrag fra samtalen med Ghita Nørby kan høres i det kommende afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE.
Ghita Nørby morer sig over gensynet med filmens souvenirprogram fra 1955 ... |