Viser opslag med etiketten Disney. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Disney. Vis alle opslag

fredag den 30. december 2022

NYTÅRSBONUS 2022: Vibeke Dueholm om "Vaiana" og "Coco"

 
Årets nytårsbonus er med VIBEKE DUEHOLM, en af de dygtigste sanginstruktører i dansk dubbing. Her fortæller hun om sit arbejde med sangene i Disneys "Vaiana" og Pixars "Coco", og hvordan hun castede de unge skuespillere CLARA RUGAARD-LARSEN og LUCAS LOMHOLT ERIKSEN til de krævende vokale partier. 

Godt nytår derude - pas på jer selv og hinanden!

OBS: Alle, der støtter podcasten økonomisk med et valgfrit beløb på meddansktale.10er.app senest den 30. december 2022, vil få adgang til yderligere fem minutter med Vibeke, hvor hun fortæller om arbejdet med MARIA LUCIA på "FROST".


torsdag den 22. december 2022

JULEBONUS 2022: Frost med Maria Lucia og Kristine Yde



Årets julegave til lytterne er optaget live til Med Dansk Tales Juleshow i Cinemateket den 11. december 2022. Her havde vi fornøjelsen af at have MARIA LUCIA HEIBERG ROSENBERG og KRISTINE YDE ERIKSEN på scenen til en længere snak om, hvordan de har lagt stemme til Anna og Elsa i Disneys "FROST", og hvad succesen har ført med sig af oplevelser.

De to dygtige stemmeskuespillere og sangere spiller ikke bare søstre i "FROST", men er også bedste veninder i virkeligheden. Derfor tog interviewet en rørende, personlig drejning hen imod slutningen - helt i julestemningens og søsterkærlighedens ånd. Maria og Kristine fik også gode spørgsmål fra vores publikum, med velvillig mikrofonholderassistance fra Cinematekets programredaktør RASMUS BRENDSTRUP.

OBS! Alle, der støtter Med Dansk Tale med et valgfrit beløb på meddansktale.10er.app inden den 31. december 2022, vil få adgang til et EKSKLUSIVT bonusklip, hvor VIBEKE DUEHOLM (dansk instruktør på "FROST") giver sin detaljerede version af historien om, hvordan et stykke af Maria Lucias stemmeprøve fandt vej til filmens færdige lydside.

Fra alle os til alle jer: Glædelig jul!

lørdag den 6. juli 2019

PODCAST AFSNIT 8: Dubbing fra 90'erne og frem



> Hør afsnit 8 på SoundCloud
> Hør afsnit 8 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

Efter en længere sygdomsperiode er vi endelig tilbage med afsnit 8 af MED DANSK TALE!

Denne gang krydser vi tærsklen til det 21. århundrede. Antallet af animationsstudier og tv-kanaler vokser eksplosivt, og det skaber kæmpe efterspørgsel på nye dubbere.

Et af tidens største danske dubbingtalenter, JENS JACOB TYCHSEN, fortæller om sine mange figurer, fra Herkules til SvampeBob Firkant, og hans kamp for at dæmpe stemmeskuespillet i en tid, hvor alle andre skruer op.

Vi snakker også med ÖZLEM SAGLANMAK fra bl.a. "Klokkeblomst" og "Zootropolis", og vi møder VIBEKE DUEHOLM, der som dubber og stemmeinstruktør har givet os mange seje kvindefigurer gennem de sidste 30 år.

Endelig mindes ERIK BJERGFELT og TIMM MEHRENS de glade dage, da de startede flere nye dubbingstudier op og var med til at bringe japansk anime til Danmark.

God fornøjelse - og husk, at du kan støtte podcasten på 10er.dk!

● Se afsnittets credits herunder

søndag den 12. maj 2019

ARISTOCATS (1971-dub): Billeder fra Biffen Aalborg

Søndag 12. maj 2019 havde MED DANSK TALE fornøjelsen af at vise Disneys "Aristocats" (1970) med den oprindelige danske lyd- og billedside. Særvisningen foregik i en udsolgt sal A i Biffen Art Cinema i Aalborg.

Susanne Bruun-Koppel, der i 1971 lagde bedårende stemme til Duchess, var æresgæst og introducerede filmen sammen med Brian Iskov fra podcasten. Susanne skrev også autografer til fans, hvoraf nogle var rejst helt fra Silkeborg, og gav interview til TV 2 Nord.

> Se TV 2 Nords indslag fra Biffen med Susanne Bruun-Koppel

En stor tak til Susanne, personalet i Biffen Aalborg, det fremmødte publikum, Mads Nedergaard fra Disney samt Christian Hansen og Thomas Christensen fra DFI, der stillede den flotte DCP-kopi til rådighed.

Billeder: Brian Iskov - med tak til Ruben og Inge Greis

Brian Iskov og Susanne Bruun-Koppel i Biffen Aalborg 12. maj 2019.

fredag den 10. maj 2019

ARISTOCATS (1971-dub): Interview med instruktør Sven Methling

Søndag 12. maj præsenterer Med Dansk Tale i samarbejde med Cinemateket "Aristocats" (1970) ved en særforestilling i Biffen Aalborg.

Visningen er en unik lejlighed for at opleve Disneys tegnede klassiker med de gode, gamle danske stemmer, såsom Preben Neergaard som Thomas O'Malley, Susanne Bruun-Koppel som Duchess og Bjørn Watt-Boolsen som butleren Edgar.

Bruun-Koppel vil selv være til stede og introducere filmen sammen med Brian Iskov fra podcasten.

> Køb billet til "ARISTOCATS" med introduktion

I dette uddrag fra en artikel i Jyllands-Posten 5. december 1971 fortæller den danske dialoginstruktør Sven Methling om arbejdet med at finde de rigtige danske stemmer til "Aristocats".



Sven Methling (1918-2005) instruerede primært folkekomedier i sin lange karriere (f.eks.  "Soldaterkammerater"-serien og de første tre film om "Krummerne"). Han stod også for at versionere tegnefilmene "Asterix og hans gæve gallere" (dubbet i 1971), "Smølferne og den fortryllede fløjte" (1975), "Asterix indta'r Rom" (1976) og "Lucky Luke overgår sig selv - og bedstemor Dalton" (1983).

tirsdag den 7. maj 2019

ARISTOCATS (1971-dub): Se filmen og mød de danske stemmer

På søndag 12. maj præsenterer Med Dansk Tale i samarbejde med Cinemateket "Aristocats" (1970) ved en særforestilling i Biffen Aalborg.

Visningen er en unik lejlighed for at opleve Disneys tegnede klassiker med de gode, gamle danske stemmer, såsom Preben Neergaard som Thomas O'Malley, Susanne Bruun-Koppel som Duchess og Bjørn Watt-Boolsen som butleren Edgar.

Bruun-Koppel vil selv være til stede og introducere filmen sammen med Brian Iskov fra podcasten.

> Køb billet til "ARISTOCATS" med introduktion

I nedenstående artikel fra Ekstra Bladet 8. december 1971 præsenteres såvel filmen som de oprindelige danske stemmer i tekst og billede. Rollelisten i 1971 talte også Jesper Klein i to roller, Ove Sprogøe som musen Roquefort, Torben Hundahl og Walt Rosenberg som hundene Napoleon og Lafayette samt Mime Fønss og Vera Gebuhr som de herlige engelske gæs.


Sven Methling instruerede den første danske dub af "Aristocats", som blev indspillet på Nordisk Film Junior til biografpremieren i 1971. Mange fans anser for denne udgave for den eneste "rigtige", men den er aldrig blevet udgivet på video og har ikke været i biografdistribution siden 1988.

For til repremieren i 1994 besluttede Disney Character Voices at erstatte det gamle lydspor med nye stemmer. Derfor er det Søren Pilmark og Natasja Arcel, vi har hørt som O'Malley og Duchess på alle tilgængelige videoformater (VHS, dvd, Blu-ray og VOD) siden 1994. Kun Otto Brandenburg medvirker i begge versioner som den jazzede Scat Cat.

Polydor udsendte dele af den oprindelige lydside på LP'en "Aristocats: Fortællingen og sangene fra den originale danske udgave af Walt Disneys film" i 1971 - men desværre kun i uddrag, bundet sammen af Ove Sprogøes fortællerstemme.

> Hør mere om de nye stemmer i afsnit 7 af MED DANSK TALE


fredag den 11. januar 2019

PODCAST AFSNIT 7: Disneys genkomst (1989-1995)



> Hør afsnit 7 på SoundCloud
> Hør afsnit 7 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

I afsnit 7 når vi til 1990’erne, hvor Disney-animation får en renæssance. "Den lille havfrue" føder en ny succesbølge af lange tegnefilm. På tv bliver “Disney Sjov” og serier som “Rip, Rap & Rup på eventyr” fast inventar.

De danske stemmer til “Skønheden og udyret”, “Aladdin” og “Løvernes konge” bliver rost til skyerne, mens de nye indtalinger af klassiske Disney-film som “Lady og Vagabonden” og “Peter Pan” udløser ramaskrig i den danske befolkning!

Glæd dig til at høre PREBEN KRISTENSEN (Genie), NIS BANK-MIKKELSEN (Jafar) og LARS THIESGAARD (instruktør), der går i dybden med deres legendariske dub af Disneys “Aladdin”.

HENRIK KOEFOED (Timon) fortæller om "Løvernes konge", og Preben Kristensen mindes sin glansrolle som Woody i Pixars “Toy Story”.

Vi har også talt med KIRSTEN SAABYE, der producerede de skandinaviske Disney-dubs fra 1992 og frem. Hun kan forklare én gang for alle, hvorfor Disney valgte at lave de elskede, gamle stemmer om på video.

Og så er vores maskot JAKOB STEGELMANN selvfølgelig med igen!

Værter: Brian Iskov og Anders Vad Bruun

> Støt podcasten på 10er.dk

● Se afsnittets credits herunder

lørdag den 15. september 2018

BONUSKLIP 5.1: Franz Ernst

I disse fraklip fra afsnit 4 og 5 af podcasten MED DANSK TALE fortæller instruktøren Franz Ernst mere om sine dubbinger af "Peter Plys på honningjagt" (1966), "Asterix og Kleopatra" (1970) og Disneys realfilm "Ballerina" (1966).

Franz Ernst sætter navn på de ukrediterede børnestemmer i Peter Plys-filmen og mindes skuespilleren Walt Rosenberg (bl.a. Televis i "Asterix og Kleopatra") og dennes forunderlige skæbne. Endelig fortæller Franz, hvordan en tilfældig casting på "Ballerina" førte til ægteskabelig lykke:

fredag den 24. august 2018

ROBIN HOOD (1973): Bag om de danske stemmer

I afsnit 5 af podcasten MED DANSK TALE kan du høre det danske hold bag Disneys tegnefilm "Robin Hood" (1973) fortælle om dubbingen af filmen: skuespillerne Morten Grunwald, Jesper Langberg, Finn Storgaard, Susanne Bruun-Koppel og dialoginstruktør Per Holst.

Sådan så skuespillerne ud ved filmens danske biografpremiere i 1974 (udklip fra Ekstra Bladet 23.12.74):


> Hør afsnit 5 af MED DANSK TALE

torsdag den 12. juli 2018

PETER PLYS PÅ HONNINGJAGT (1966): Rolleliste fra det danske program

I 1966 oversatte og instruerede Franz Ernst den danske dub af Disneys halvlange tegnefilm “Peter Plys på honningjagt” (Winnie the Pooh and the Honey Tree). Louis Miehe-Renard spillede plysbjørnen, og Helge Kjærulff-Schmidt, der i 50’erne havde været Plys i en række hørespil med Ilselil Larsen, var nu historiens fortæller.

Franz Ernst fortæller om dubbingen af "Peter Plys på honningjagt" i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE samt i et kommende bonusafsnit:

> Hør om "Peter Plys på honningjagt" i afsnit 4 af MED DANSK TALE

Her er rollelisten fra det officielle danske souvenirprogram til filmen:

DA KONGEN VAR KNÆGT (1963): Bag om de danske stemmer

I 1964 var Franz Ernst med til at lægge dansk tale på Disneys langtegnefilm "Da kongen var knægt" (The Sword in the Stone, 1963). Franz Ernst fortæller om arbejdet med den danske dubbing i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE, hvor han også forklarer historien bag den danske biograftitel:

> Hør om "Da kongen var knægt" i afsnit 4 af MED DANSK TALE

Ifølge denne artikel, som Keith Keller skrev i B.T. 5. december 1964, brugte instruktøren og oversætteren Nicolai Lichtenberg 45 dage og 70.000 kroner på at eftersynkronisere filmen:

BALLERINA (1966): Anmeldelse i Aktuelt

Aktuelts filmanmelder Bjørn Rasmussen skrev følgende om den danske dubbing af Disney-filmen "Ballerina" den 13. maj 1966:

"Denne omsætning er foretaget uden gnist af begavelse af Nordisk Film. Mundbevægelserne siger hele tiden noget andet, noget helt helt andet end det, vi får at høre."

"Alle samtalerne går for sig i et uhyre slæbende, meget udansk tempo, for at den danske, indsatte tale kan passe rytmisk med de amerikanske mundbevægelser; som nævnt har den danske tilrettelægger ikke just været heldig: ofte svarer mundens 'awful' til lydsidens 'skrækkeligt'."

> Hør Franz Ernst fortælle om "Ballerina" i podcastens afsnit 4
> Mere bonusmateriale om "Ballerina"

BALLERINA (1966): Susse Wold dubber på engelsk

I sommeren 1964 optog Disney tv-filmen "Ballerina" i København med danske skuespillere og balletdansere på rollelisten. Primaballerinaen Kirsten Simone havde en stor birolle, men i den amerikanske originaludgave af filmen blev hendes stemme dubbet af Susse Wold. Nedenstående artikel fra Ekstra Bladet 8. januar 1965 forklarer, hvorfor en ung dansk skuespillerinde fik denne tjans i stedet for en indfødt engelsktalende.

Du kan høre lydeksempler på Susse Wolds engelske tale i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE. Afsnittet indeholder også et interview med instruktøren Franz Ernst, der dubbede hele filmen tilbage til dansk og fik læsterlige tæv af filmanmelderne for sin indsats.

> Hør Franz Ernst fortælle om "Ballerina" i podcastens afsnit 4
> Mere bonusmateriale om "Ballerina"

BALLERINA (1966): Walt Disney besøger København

I forsommeren 1964 besøgte Walt Disney København for at besigtige optagelserne til sin tv-film "Ballerina". I denne reportage fra Aktuelt 25. april 1964 ses Walt Disney afbildet i Tivoli med kongelig balletdanser Kirsten Simone, der spiller primaballerina "Kirsten Holm" i filmen, og Astrid Villaume, der spiller hovedpersonens mor, fru Sorenson.

"Ballerina" blev optaget på engelsk, men da filmen langt om længe fik biografpremiere i Danmark i maj 1966, var alle medvirkende dubbet tilbage til dansk. I afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE kan du høre den ansvarlige stemmeinstruktør, Franz Ernst, dele sin oplevelse af arbejdet med denne meget udskældte dubbing.

> Hør Franz Ernst fortælle om "Ballerina" i podcastens afsnit 4
> Mere bonusmateriale om "Ballerina"


BALLERINA (1966): Artikel om castingen i B.T.

Denne tidlige foromtale af Disney-filmen "Ballerina" fra B.T. 11. april 1964 giver et indblik i castingprocessen. Den unge balletdanser Mette Hønningen fik sin filmdebut i "Ballerina" over for kendte danske skuespillere som Poul Reichhardt, Astrid Villaume og Erik Mørk.

Asbjørn Andersen medvirker ikke i den færdige film; han var sandsynligvis tiltænkt den rolle som balletchef, som Edwin Tiemroth endte med at spille.

"Ballerina" blev indspillet på engelsk, men kom i 1966 op i danske biografer med dansk tale. Såvel filmen som dubbingen blev slagtet af de danske anmeldere. I afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE kan du høre den ansvarlige stemmeinstruktør, Franz Ernst, fortælle om hans oplevelse af arbejdet med filmen:

> Hør Franz Ernst fortælle om "Ballerina" i podcastens afsnit 4
> Mere bonusmateriale om "Ballerina"



BALLERINA (1966): Foromtale i Politiken

Den 30. januar 1964 kunne dagbladet Politiken afsløre, at selveste Walt Disney havde planer om at optage en spillefilm til amerikansk tv i København.

"Ballerina" blev indspillet på engelsk med danske skuespillere, som siden eftersynkroniserede sig selv tilbage til dansk. Såvel filmen som dubbingen fik en hård medfart hos datidens filmanmeldere, da "Ballerina" fik dansk biografpremiere i maj 1966.

I afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE kan du høre den ansvarlige stemmeinstruktør, Franz Ernst, fortælle om sin oplevelse af arbejdet med dubbingen:

> Hør Franz Ernst fortælle om "Ballerina" i podcastens afsnit 4


tirsdag den 10. juli 2018

LADY OG VAGABONDEN (1955-dub): Stemmeskuespillerne i SE og HØR

I 1956 bragte ugebladet SE og HØR denne montage af (de fleste af) de danske stemmeskuespillere, der medvirker på lydsiden til Disneys "Lady og Vagabonden" (1955).

Bemærk, at ugebladet også afbilder Ghita Nørby (stavet Gitta) som Lady, skønt hun i filmens program kun er krediteret som "anonym elev fra Det Kgl. Teaters elevskole".

> Se rollelisten i programmet til "Lady og Vagabonden" (1955)


Du kan høre Ghita Nørby fortælle om "Lady og Vagabonden" i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE.

> Mere bonusmateriale om "Lady og Vagabonden"

LADY OG VAGABONDEN (1955-dub): Politiken afslører Ghita Nørby

Som man kan høre i afsnit 4 af MED DANSK TALE, filmdebuterede Ghita Nørby i en alder af 20 år som Ladys danske stemme i Disneys "Lady og Vagabonden" (1955). Men hendes chef på Det Kongelige Teater, Henning Brøndsted, stillede den betingelse, at Ghita ikke måtte nævnes i hverken forteksterne eller programmet til filmen. Her stod hun i mange år kun krediteret som "Anonym elev på Det Kgl. Teaters elevskole".

> Se rollelisten fra programmet til "Lady og Vagabonden"

Den 24. november 1955 kunne Politikens Herbert Steinthal afsløre, hvordan sagen hang sammen:


Du kan høre Ghita Nørby fortælle mere om sin indtaling af "Lady og Vagabonden" i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE.

> Mere bonusmateriale om "Lady og Vagabonden"

LADY OG VAGABONDEN (1955-dub): B.T.s foromtale af dubbingen

25. juni 1955 bragte dagbladet B.T. denne foromtale af den danske version af Disneys "Lady og Vagabonden".

Af artiklen fremgår det, at Lady spilles af en anonym skuespillerinde (Ghita Nørby), og at Ebbe Langberg har indtalt stemmer til filmen. Langberg var ukrediteret i filmens program.

> Se rollelisten i programmet til "Lady og Vagabonden" (1955)


Du kan høre Ghita Nørby fortælle om "Lady og Vagabonden" i afsnit 4 af podcasten MED DANSK TALE.

> Mere bonusmateriale om "Lady og Vagabonden"

LADY OG VAGABONDEN (1955-dub): Rolleliste fra filmens souvenirprogram

Som man kan høre i afsnit 4 af MED DANSK TALE, filmdebuterede Ghita Nørby i en alder af 20 år som Ladys danske stemme i Disneys "Lady og Vagabonden" (1955). Men hendes chef på Det Kongelige Teater, Henning Brøndsted, stillede den betingelse, at Ghita ikke måtte nævnes i hverken forteksterne eller programmet til filmen. Her stod hun i mange år kun krediteret som "Anonym elev på Det Kgl. Teaters elevskole":


Den udeladelse fik vi langt om længe rådet bod på, da MED DANSK TALE inviterede Ghita Nørby til en visning af "Lady og Vagabonden" i den gamle 1955-dub i Cinemateket 16. juni 2018:

> Se billeder fra arrangementet med Ghita Nørby i Cinemateket


Du kan høre uddrag af vores interview med Ghita i podcastens afsnit 4, der udkommer juli 2018.

> Mere bonusmateriale om "Lady og Vagabonden"