Viser opslag med etiketten Jens Jacob Tychsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jens Jacob Tychsen. Vis alle opslag

mandag den 1. januar 2024

NYTÅRSBONUS 2023: "Den syngende gris"


I dette års nytårsknallert fra MED DANSK TALE fortæller sangeren og skuespilleren DAIMI, hvordan det var at lægge stemme til grisen Georg i den danske udgave af Hanna-Barberas "Charlotte's Web" fra 1973. Filmen kendes nok bedst herhjemme under video- og tv-titlen "Den syngende gris", men ved biopremieren i oktober 1974 hed den faktisk "Tinas tryllespind", hvilket også var titlen på den hørespilsudgave, der udkom på LP og kassettebånd. Allerede i december 1974 optrådte filmen dog under en ny titel i biografannoncerne: "Grisen der dansede". For at gøre forvirringen total var bogen, som filmen var baseret på, udgivet på dansk som "Grisen der fik lov at leve".

Desuden beretter skuespilleren, dubbinginstruktøren og animationsnørden JENS JACOB TYCHSEN om sit varme forhold til netop denne films danske dubbing, som TRINE HEDMAN instruerede på Skandinavisk Tone Teknik i 1974 i THØGER OLESENs oversættelse og med blandt andre ANN-MARI MAX HANSEN, PREBEN KAAS, JYTTE ABILDSTRØM, KARL STEGGER og KJELD NØRGAARD blandt stemmerne.

Dette bonusafsnit består af overskydende materiale fra afsnit 5 af podcasten MED DANSK TALE. Interviewet med Daimi er optaget i Cinemateket i januar 2018, og optagelserne med Jens Jacob Tychsen er fra august 2018.

onsdag den 7. september 2022

PODCAST AFSNIT 10: Dubbingens nutid og fremtid



> Hør afsnit 10 på SoundCloud
> Hør afsnit 10 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

Som de plejede at sige i tv-reklamerne: NU ER DEN HER!

Efter en alt for lang ufrivillig pause er vores sidste episode af podcasten endelig klar, og som belønning for jeres tålmodighed får I hermed vores længste afsnit nogensinde!

Med denne episke afslutning når vi op til nutiden og fremtiden. KIRSTEN SAABYE, JENS JACOB TYCHSEN og LAURITS LAURSEN fortæller om at arbejde med børn og unge i dubbingstudiet. Vi besøger søstrene IDUN og IRIS MEALOR OLSEN, som trods deres alder på hhv. 12 og 19 år er garvede indtalere. Måske er de nogle af fremtidens dubbingstjerner?

SONNY LAHEY kommer forbi for at gøre os klogere på stunt- og kendiscasting. ANDERS og BRIAN forsøger på egen hånd at finde rundt i den verserende debat om repræsentation og diversitet.

JAKOB STEGELMANN, SARA EKANDER POULSEN, ÖZLEM SAGLANMAK og JENS JACOB TYCHSEN gør status over dansk dubbing netop nu. De ser bl.a. nærmere på det stigende antal af film til voksne, som får dansk tale på streamingtjenesterne - f.eks. Netflix' oscarnominerede "Don't Look Up".

Endelig skuer vi ind i fremtiden sammen med producer ERIK BJERGFELT, dubbingentusiast ALLAN MIKKELSEN og techjournalist ANDERS HØEG NISSEN. Anders har fulgt udviklingen inden for talesynteser og automatiseringsprocesser, som måske kan få indflydelse på dubbing fremover.

Husk, at I stadig kan støtte podcasten økonomisk på meddansktale.10er.app. Alle, der donerer til afsnit 10, vil få adgang til et eksklusivt bonusklip!

For nemheds skyld kommer her en indholdsfortegnelse med starttidskoder. Indslagene kan også tilgås direkte via vores indlejrede kommentarer på SoundCloud:

00:01.10 Velkomst med ANDERS og BRIE
00:06.24 Indholdsfortegnelse
00:07.37 BØRNEDUBBING
00:08.48 Kirsten Saabye 
00:11.14 Jens Jacob Tychsen
00:19.41 Idun & Iris Mealor Olsen 
00.34:58 Laurits Laursen
00.36.48 STUNT- OG KENDISCASTING
Gæst i studiet: Sonny Lahey
00.47:49 REPRÆSENTATION OG DIVERSITET
Med bidrag fra Sara Ekander Poulsen
00:56.42 NUTID OG FREMTID
00:59.13 Jakob Stegelmann
REALFILMDUB: 
01:00.59 Jens Jacob Tychsen om "Holidays"
01:07.18 Özlem Saglanmak om "Holidays" og "Shadowhunters" 
01:14.03 Sara Ekander Poulsen om "Don't Look Up"
TEKNOLOGI
01:23.34 Erik Bjergfelt om talende legetøj og talesyntese
01:29.46 Anders Høeg Nissen om talesyntese og automatisering
01:40.17 Allan Mikkelsen om talesyntese
01:43.16 Anders Høeg Nissen (forts.)
01:56.52 FARVEL - TAK - OG PÅ GENHØR

> Støt podcasten på meddansktale.10er.app
> Se afsnittets credits herunder

lørdag den 21. december 2019

JULEBONUS 2019: Hyldest til Ove Sprogøe



Den 21. december 2019 er det 100 år siden, at Ove Sprogøe blev født i Odense. Ove gik bort i 2004, men har alligevel fyldt meget i alle afsnittene af MED DANSK TALE som en maskot, en helt, en ledestjerne i dansk dubbings historie. Vi har i podcasten talt med mange, der har kendt eller beundret Ove, og det har vi nu klippet sammen til et gratis bonusafsnit: en hyldest til Ove Sprogøe og hans stemme.

De medvirkende er Jakob Stegelmann, Jens Jacob Tychsen, Franz Ernst, Henrik Koefoed, Preben Kristensen, Nis Bank-Mikkelsen, Lars Thiesgaard, Sonny Lahey, Morten Grunwald, Gert Fredholm, Daimi Gentle og selvfølgelig værterne, Anders Vad Bruun og Brian Iskov.

MED DANSK TALE vender tilbage med flere afsnit i 2020. Vi ønsker jer alle sammen en glædelig jul!

Indhold:
Disneys Juleshow 1980 (From All of Us to All Of You) - Ove Sprogøe; instr. Gert Fredholm
Lucky Luke overgår sig selv - og bedstemor Dalton (Les Dalton en cavale, 1983) - Ove Sprogøe; instr. Sven Methling
Fortællingen og sangene fra den originale danske udgave af Walt Disney’s film AristoCats (LP, 1970) - Ove Sprogøe; instr. Sven Methling
Junglebogen (The Jungle Book, 1967) - Ove Sprogøe, Ole Monty, Peter Kitter; instr. Kurt Sørensen
Peter Pan (1953) - Ove Sprogøe; instr. Tore Amundsen
Når vinden blæser (When the Wind Blows, 1986) - Ove Sprogøe, Ghita Nørby; instr. Edward Fleming
Lucky Luke og Daltonbrødrene (La ballade des Daltons, 1978) - Ove Sprogøe; instr. ?
Lucky Luke i Daisy Town (Lucky Luke, 1971) - Ove Sprogøe; instr. Sune Lund-Sørensen
Asterix og Kleopatra (hørespil 1989) - Ove Sprogøe, Søren Østergaard; prod. Nis Bank-Mikkelsen
Asterix og Kleopatra (1968; dub 1970) - Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Louis Miehe-Renard; instr: Franz Ernst
Asterix indta’r Rom (Les douze travaux d’Astérix, 1976) - Ulf Pilgaard, Ove Sprogøe; instr. Sven Methling
Aladdin (1993) - Ove Sprogøe, Nis Bank-Mikkelsen, Torben Zeller; instr. Lars Thiesgaard
Karius og Baktus (hørespil: 1964) - Ove Sprogøe, Dirch Passer; instr. ukendt
Hobbitten eller Ud og hjem igen (radiooplæsning 1976) - Ove Sprogøe; tilr.: Jørgen Kanstrup, Søren Kragh-Jacobsen, Jørgen Melgård
Pinocchio (1940; dub 1977) - Ove Sprogøe; instr. Gert Fredholm

> Hør julebonus 2019 på SoundCloud
> Hør julebonus 2019 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

lørdag den 6. juli 2019

PODCAST AFSNIT 8: Dubbing fra 90'erne og frem



Hør afsnit 8 på SoundCloud
Hør afsnit 8 i iTunes
RSS-feed til din podcastapp

Efter en længere sygdomsperiode er vi endelig tilbage med afsnit 8 af MED DANSK TALE!

Denne gang krydser vi tærsklen til det 21. århundrede. Antallet af animationsstudier og tv-kanaler vokser eksplosivt, og det skaber kæmpe efterspørgsel på nye dubbere.

Et af tidens største danske dubbingtalenter, JENS JACOB TYCHSEN, fortæller om sine mange figurer, fra Herkules til SvampeBob Firkant, og hans kamp for at dæmpe stemmeskuespillet i en tid, hvor alle andre skruer op.

Vi snakker også med ÖZLEM SAGLANMAK fra bl.a. "Klokkeblomst" og "Zootropolis", og vi møder VIBEKE DUEHOLM, der som dubber og stemmeinstruktør har givet os mange seje kvindefigurer gennem de sidste 30 år.

Endelig mindes ERIK BJERGFELT og TIMM MEHRENS de glade dage, da de startede flere nye dubbingstudier op og var med til at bringe japansk anime til Danmark.

God fornøjelse - og husk, at du kan støtte podcasten på 10er.dk!

Se afsnittets credits herunder

torsdag den 31. maj 2018

PODCAST AFSNIT 3: Dubbingens barndom (1931-53)



> Hør afsnit 3 på SoundCloud
> Hør afsnit 3 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

I afsnit 3 af MED DANSK TALE rejser Anders og Brian tilbage til 1930’erne, hvor de første udenlandske spillefilm blev forsøgt dubbet til dansk. "Jeg bli'r hos dig" og "Dykkerens hemmelighed" er forlængst gået tabt, men nu kaster vi lys over dette glemte stykke af filmhistorien.

Troldspejlets Jakob Stegelmann og skuespilleren Jens Jacob Tychsen kigger nærmere på de oprindelige danske versioner af Disneys “Snehvide og de syv dværge” (dubbet i 1938) og “Pinocchio” (1947). Og det er lykkedes os at grave nogle af de gamle stemmer frem!

Filmjournalist og forfatter Christian Monggaard fortæller om Erik Balling, der i en ung alder var oversætter og instruktør på den danske udgave af “Askepot” (1950). Her satte han Dirch Passer og Ove Sprogøe sammen som par for første gang i en film.

Og så har vi mødt Ilselil Larsen, der var 1940’ernes danske svar på barnestjernen Shirley Temple. Ilselil lagde stemme til de første udgaver af Disneys “Alice i Eventyrland” (1951) og “Peter Pan” (1953) - igen to danske dubs, som ikke længere kan fås.

God fornøjelse!

Se afsnittets credits herunder