Viser opslag med etiketten Lucky Luke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lucky Luke. Vis alle opslag

torsdag den 21. december 2023

JULEBONUS 2023: Med Allan Mikkelsen



Årets julegave til lytterne er lidt utraditionel: Vi har nemlig besøgt en fan af podcasten! 

Dubbing-entusiast ALLAN MIKKELSEN, vores efterhånden legendariske lytter og arkivalienørd, var ikke bare en af de mest gavmilde støtter af vores crowdfunding i 2017. Han har også ihærdigt samlet på danske dubbinger i mange år, og flere af de sjældne klip, vi har spillet i MED DANSK TALE, er faktisk nogle, som Allan har fisket op af sit enorme videoarkiv.

Allan, der er uddannet lydtekniker, går særlig meget op i kvaliteten af stemmeskuespillet, fordi han ikke kan se, hvad der foregår på skærmen – han er nemlig født blind. Til gengæld er hans hørelse så skarp, at han har kunnet give ekstremt detaljeret feedback på hvert afsnit af MED DANSK TALE. For eksempel har Allan høfligt prikket os på skulderen, når vi har afspillet et lydklip på forkert hastighed i podcasten. Lydsiden fra en dvd går nemlig 4,2 procent for hurtigt, fordi den europæiske PAL-standard har 25 billeder i sekundet i stedet for 24 ... 

fredag den 26. oktober 2018

PODCAST AFSNIT 6: Dubbing i 80'erne



> Hør afsnit 6 på SoundCloud
> Hør afsnit 6 i iTunes
> RSS-feed til din podcastapp

I 6. afsnit når vi til vores egen barndom i firserne, hvor hjemmevideo bliver stort i lille Danmark, og DR får konkurrence af flere tv-kanaler.

Forrest i den nye generation af dubbere står skuespillere som NIS BANK-MIKKELSEN og HENRIK KOEFOED. Sidstnævnte fortæller bl.a. om "Fragglerne", som JOHNNY REIMAR hentede til landet.

PREBEN KRISTENSEN kommer på banen som den danske David Bowie i "Labyrinten til troldkongens slot". Instruktøren Edward Fleming laver biografdubs på stribe, bl.a. med GHITA NØRBY og TOMMY KENTER.

Endelig får vi et kært genhør med GUNVOR BJERRE, den rare speakerstemme fra monopoldagenes B&U-fjernsyn. Og JAKOB STEGELMANN mindes Povl Dissings legendariske indtaling af "Abekongen".

Værter: Brian Iskov og Anders Vad Bruun
Gæst i studiet: Sonny Lahey
Se alle credits og ekstramateriale på meddansktale.blogspot.dk

> Støt podcasten på 10er.dk

● Se afsnittets credits herunder

tirsdag den 9. januar 2018

LUCKY LUKE: MA DALTON & DALTON BRØDRENE (1978): Bag om hørespillet fra Interpresse



Jørgen Angel tog sit første billede af en rockgruppe med sin mors feriekamera i 1966, da han var 15 år. Siden fotograferede han legender som Lou Reed, Freddie Mercury, David Bowie og lokale helte som Shu-bi-dua og Gasolin', før han stoppede som rockfotograf i 1983.

Ved siden af sin karriere som selvlært fotograf arbejdede Jørgen Angel som freelancer for tegneserieforlaget Interpresse A/S. Her arbejdede han bl.a. som annoncesælger på rockbladet GO! i 1970'erne og tilrettelagde undervisningsudgaven af Peter Madsens første Valhalla-album. Da Jørgen Angel forlod Interpresse i 1992, var han den medarbejder, der havde været tilknyttet forlaget i længst tid.

Interpresse fik stor succes i 1970'erne med at udgive fransk-belgiske albumserier på det danske marked, anført af westernparodien Lucky Luke (tegnet af Morris og skrevet af René Goscinny). Det gav Jørgen Angel den idé at dramatisere nogle af de bedst sælgende tegneserier som hørespil.

I teksten herunder fortæller han Bries Blog-O-Rama om tilblivelsen af hørespillet ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene”, som Interpresse udgav på MC og LP i 1978.

Jørgen Angel har venligst doneret 2 x 1 helt ubrugte eksemplarer af ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene” på hhv. MC og LP til crowdfundingen af podcasten MED DANSK TALE.
Opdatering 12.01.18: Både LP'en og MC'en er nu afsat, men man kan stadig støtte podcasten indtil 5. februar 2018. Se hvordan på booomerang.dk.

Køb "Ma Dalton & Dalton Brødrene" på LP eller MC og støt podcasten MED DANSK TALE: booomerang.dk