Viser opslag med etiketten interview. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten interview. Vis alle opslag

fredag den 20. december 2024

JULEAFSNIT 2024: "Babe den kække gris"

Årets julegave til lytterne hylder den danske dubbing af "Babe den kække gris" (Babe the Gallant Pig), Chris Noonans australske familiefilmperle fra 1995.

Afsnittet er optaget live i Cinemateket den 24. februar 2024, hvor vi viste filmens danske version og samlede en del af holdet bag den fremragende dub, som af ukendte årsager aldrig er udgivet på dvd eller Blu-ray.

VIBEKE HASTRUP (Babe), PETER ZHELDER (Ferdinand), TIMM MEHRENS (hanen + casting) og ERIK BJERGFELT (dialoginstruktør) er alle med rette stolte over deres arbejde på filmen. De fortæller, hvordan de på studiet Camp David kæmpede med at ramme den rigtige tone til den ambitiøse hybrid, der blandede levende skuespillere, rigtige dyr og animatronics (mekaniske dukker) med computeranimerede mundbevægelser. 

"Babe den kække gris" blev en fortjent succes, der vandt en Oscar for visuelle effekter og tilmed opnåede en nominering i kategorien Bedste Film. Herhjemme lokkede filmen 375.000 danskere i biografen, hvorimod opfølgeren, "Babe den kække gris kommer til byen" fra 1998, floppede med kun 87.400 besøgende - og det var der god grund til, mener holdet bag begge dubbinger.

Vores gæster deler også gavmildt ud af anekdoter fra deres lange dubbingkarrierer. Blandt andet røber Timm Mehrens, hvorfor han hader at indtale "Teletubbies", og hvordan hans allerførste dubbingjob blev et kultfænomen i Sverige af alle de forkerte årsager. Vibeke Hastrup taler om udfordringerne ved at dubbe fra koreansk og pudsighederne ved at indtale telefonbanksystemer. Erik Bjergfelt mindes en pinlig episode fra dengang, han instruerede Holger Juul Hansen i "Den fantastiske hjemrejse", og Peter Zhelder deler sin forbløffelse over sit møde med en hal fuld af Pokemon-fans.

Sammen med BABE-holdet ønsker vi alle vores lyttere og støtter en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår!


tirsdag den 16. januar 2018

MØD HENRIK KOEFOED: Billeder fra Cinemateket

Søndag 14. januar 2018 afholdt MED DANSK TALE arrangementet "Mød Henrik Koefoed" i Cinematekets bibliotek på Gothersgade i København.

I en time fortalte skuespilleren Henrik Koefoed om sin lange skuespilkarriere med særligt fokus på de hundredvis af tegnefilmroller, han har indtalt siden 1982: fra Timon i "Løvernes konge" og Vembi i "Fragglerne" til Daffy And, Mickey Mouse, Guld-Iver Flintesten, Genie (i videoudgaverne af "Aladdin"), prins Henrik og mange flere.

Efter det yderst velbesøgte interview i biblioteket introducerede Henrik Koefoed en visning af "Løvernes Konge" i Cinematekets Bio Carl.

Uddrag af interviewet med Henrik Koefoed vil snart kunne ses på MoovyTV. Lyden fra seancen er desuden blevet optaget til senere brug i sjette afsnit af MED DANSK TALE. Dette bliver dog kun produceret, hvis den igangværende crowdfunding af podcasten på booomerang.dk når mindstemålet på 40.000 kroner inden 5. februar 2018.

> Støt de næste afsnit af MED DANSK TALE (indtil 5. februar 2018)

Fotos: Agnes Saaby Thomsen - instagram.com/agnesst

Henrik Koefoed ser den danske "Fragglerne"-LP (RCA 1984) for første gang!

tirsdag den 9. januar 2018

LUCKY LUKE: MA DALTON & DALTON BRØDRENE (1978): Bag om hørespillet fra Interpresse



Jørgen Angel tog sit første billede af en rockgruppe med sin mors feriekamera i 1966, da han var 15 år. Siden fotograferede han legender som Lou Reed, Freddie Mercury, David Bowie og lokale helte som Shu-bi-dua og Gasolin', før han stoppede som rockfotograf i 1983.

Ved siden af sin karriere som selvlært fotograf arbejdede Jørgen Angel som freelancer for tegneserieforlaget Interpresse A/S. Her arbejdede han bl.a. som annoncesælger på rockbladet GO! i 1970'erne og tilrettelagde undervisningsudgaven af Peter Madsens første Valhalla-album. Da Jørgen Angel forlod Interpresse i 1992, var han den medarbejder, der havde været tilknyttet forlaget i længst tid.

Interpresse fik stor succes i 1970'erne med at udgive fransk-belgiske albumserier på det danske marked, anført af westernparodien Lucky Luke (tegnet af Morris og skrevet af René Goscinny). Det gav Jørgen Angel den idé at dramatisere nogle af de bedst sælgende tegneserier som hørespil.

I teksten herunder fortæller han Bries Blog-O-Rama om tilblivelsen af hørespillet ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene”, som Interpresse udgav på MC og LP i 1978.

Jørgen Angel har venligst doneret 2 x 1 helt ubrugte eksemplarer af ”Lucky Luke: Ma Dalton & Daltonbrødrene” på hhv. MC og LP til crowdfundingen af podcasten MED DANSK TALE.
Opdatering 12.01.18: Både LP'en og MC'en er nu afsat, men man kan stadig støtte podcasten indtil 5. februar 2018. Se hvordan på booomerang.dk.

Køb "Ma Dalton & Dalton Brødrene" på LP eller MC og støt podcasten MED DANSK TALE: booomerang.dk